Ynglingehold

DGI Nordjyllands Ynglingehold er for piger og drenge fra 16 år og opefter. Det er et særligt tilbud for de gymnaster, som bare ikke kan få nok gymnastik! Holdet er unikt idet det samler gymnaster fra forskellige lokalforeninger. Der er fokus på udvikling indenfor enten spring eller rytme, samt at lave et flot opvisningsprogram.

For at kunne deltage på et Ynglingehold skal man være aktiv gymnast i en lokalforening. Derudover forventes det at man deltager aktivt til træningerne og bakke op om arrangementer samt opvisninger med holdet. Første prioritet er dog altid gymnastens lokalforeningshold.

Man kan som gymnast forvente at blive udfordret og få nye venner ved at indgå aktivt i fællesskabet og få en masse gode oplevelser.


Forventninger

Forventninger til gymnaster

  • at man kommer i god tid til træning
  • at evt. afbud meddeles i god tid, og kun med en god grund til en af instruktørerne (se mobil nr. her på hjemmesiden)
  • at man kommer glad og oplagt samt deltager i alle aktiviteter så det bliver en god træning for alle
  • at mobilen bliver i tasken under hele træningen, også hvis man er skadet
  • at hvis man er skadet stadig kommer og følger med i træningen (man lærer meget af at se på kammeraterne)
  • at man opfører sig ordentlig både til træning og opvisninger, dvs. høre efter hvad instruktørerne siger og gør hvad der bliver sagt. Når vi er ude til opvisninger forventer vi at der bliver vist respekt for de andre gymnaster/hold (rejser sig når fanen kommer ind, klapper af de andre hold osv.)

Forventninger til forældre

Gymnasterne har en alder hvor at vi forventer at, de kan være ansvarlige for sig selv. 
Dog forventer vi stadig af forældre

  • at man holder sig informeret på hjemmesiden om datoer mm
  • at man bakker op om gymnasterne omkring både træning og opvisninger
  • at man giver en hånd med hvis der er brug for det (fx. bage, hjælpe ved weekendtræning mm)

Hvad gymnasterne kan forvente af instruktørerne

  • at gå på et mixhold er lidt anderledes end et almindeligt spring eller rytme hold. Der skal bruges tid på mange forskellige ting, så forvent ikke at du lærer et nyt spring eller moment til hver træning. Du kan dog godt forvente at du rykker dig og får et smil på læben hver gang.
  • Man får det ud af det, man ligger i det. Det er helt okay at have en dårlig dag, men prøv at gå til træningen med et åbent sind, og se hvad der sker. Og ellers er vi instruktører altid klar med en krammer!
  • Vi som instruktører er forberedte og præsterer vores bedste hver gang, så du får mest muligt ud af træningen.
  • Sidst men ikke mindst kan du forvente sjov og ballade, hygge, gode venner og fjollede instruktører!